Vi kender det nok alle sammen: Det er utrolig nemt og bekvemt at fyre en svada af på en mail, i en kommentar til en artikel, i et chatforum eller i forbindelse med et af de andre online formidlingsværktøjer. Et af disse andre kunne eksempelvis være facebook, hvor en kommunikationsrådgiver fra Venstre senest har demonstreret, hvad konsekvensen af en hurtig online svada kan være – en smadret karriere.

Den åbenbare lektie i dette eksempel er, at du skal opføre dig ordentligt, når du kommunikerer på skrift – især online. Ligesom nyhedsmediernes online artikler er offentligt tilgængelige rigtig længe, er din online korrespondance det nemlig også.

Jamen, gælder det også for mine private mails og kommentarer i lukkede fora? Ja, i mine øjne gør det faktisk. For så snart du har trykket på send-knappen har du overladt dit budskab til en eller flere andres diskretion, og du er dermed ikke længere selv herre over, hvem der i sidste ende får det at se – enten på kort sigt eller på lang sigt, når du ikke lige venter det.

Gem derfor den sløje kommentar om din kollega eller samarbejdspartner til en aften i baren i stedet for at skrive den i en hurtig facebook-chat. Bemærkningen i baren er glemt en uge senere – hvis ikke allerede næste dag – mens den skriftlige kommentar forbliver ”husket” online i lang tid.

En anden måde at anskue problemstillingen på er, at du skal være meget bevidst om at skelne mellem dit offentlige (online) jeg og dit private jeg. Som erhvervsdrivende og professionel har du meget sjældent nogen nytte af at inddrage dit privatliv i dit daglige arbejde, så den letteste tilgang er derfor at opstille denne enkle regel: Alt hvad du skriver online, skal dine kunder kunne læse uden, at de bliver bekymrede eller irriterede.

Eller se det alternativt ud fra en pressevinkel: Ønsker du, at en journalist spørger ind til lige netop det, når du egentlig er i gang med at fortælle ham eller hende om et spritnyt tiltag i din virksomhed?


En kommentar RSS feed


  1. Hold dig fra den kvikke bemærkning « TaleGaver

    […] Hold dig fra den kvikke bemærkning I hvert fald når du kommunikerer online. Gem de upassende kommentarer til, når du fredag aften hænger i baren. Her er der ingen, som husker det alligevel. Denne uges indlæg på evb.dk handler om din adfærd online. […]

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites