Vi plejer at holde os til de gode råd her på bloggen, men i dette indlæg vil jeg gøre en undtagelse. Her er fire fejl, som du ikke må begå, når du laver PR.
”Han sidder i møde hele dagen”
Det værste en journalist ved er, at hun ikke kan få fat dig for en uddybende kommentar til den pressemeddelelse, du har udsendt. Nogen tror fejlagtigt, at det får dem til at fremstå som ekstremt vigtige og succesrige, hvis de sidder i møde hele dagen, men for en journalist er det en våd, ubrugelig klud i ansigtet. Med andre ord; tag din telefon eller vend tilbage hurtigt, hvis du umiddelbart er optaget.
Pyntesyge fakta
Dine fakta skal være korrekte. Lad være med at sige, at I er 80 medarbejdere i virksomheden, hvis I rent faktisk kun er otte. Hvis eller rettere sagt når det bliver opdaget, så bliver journalisten særdeles kritisk over for resten af det, du siger – selv om det er nok så rigtigt.
”Jeg vil erobre verden”
I en tid, der flyder over med DVD’er, som skal give mere selvtillid og gøre folk til milliardærer, selv om de sælger varm luft, sker det nogle gange, at den får lige en tand for meget. Det er fint at give udtryk for ambitioner, for det er godt stof for en journalist, men lad være med at proklamere, at din konsulentvirksomhed med 15 medarbejdere stensikkert vil være Europas største inden for fem år (eksemplet er desværre ikke fiktivt). Journalister kender godt til ironi og sarkasme.
Injurielovgivningen
Konflikt er et de mest potente nyhedskriterier, fordi vi som publikum elsker at se, høre og læse om uoverensstemmelser og det, der er værre. Men inden du kaster dig ud i et offentligt slagsmål, skal du tænke dig godt om. Er du helt sikker på, at du vil vinde såvel på den korte som den lange bane? Gør dig eksempelvis klart, at online omtale ikke bliver brugt til at pakke fisk ind i, som gode gammeldags aviser jo gør det. Og så er der også noget, som hedder injurielovgivning i Danmark, og det kan hurtigt blive nødvendigt at ringe til en advokat, hvis du bliver ”grebet af stemningen”.
19. marts 2010 kl. 10:09
[…] Sådan må du ikke gøre Denne uges blogpost på evb.dk handler om fejl. Du kan læse den her […]