Don’t tell it - show it. Det er en af de vigtigste læresætninger i PR-håndbogen. Du skal altså ikke fortælle, at dit produkt er det smukkeste, billigste og bedste. Du skal vise det.
 
En af de bedste måder at gøre det på er ved at bruge tal og statistik. Tal lyver aldrig - i hvert fald ikke når journalister skal bruge dem. Bag ethvert tal gemmer sig en historie, og hvis en virksomhed er dygtig til at fortælle den, så kommer det i avisen.
 
Og netop det med tal og statistik har de forstået i ejendomsbranchen. Der går sjældent en dag, hvor der ikke kommer et nyt tal med relation til boligmarkedet. Når du læser din avis i morgen, så prøv at se om der ikke skulle være kommet et eller andet tal, som har med boligmarkedet at gøre.
 
Nogle eksempler:
 
Her er den bedste uge at sælge bolig i: Boliga har samlet nogle tal, som viser, at der handles flest boliger i uge 27 - og færrest i uge 1. BT bragte historien den 17. februar.
 
Huse og lejligheder samler støv på nettet: En historie om, at boligsøgende nu har 54.000 ledige huse og lejligheder at vælge imellem. Det viser tal fra Realkreditrådets boligudbudsstatistik, som bliver refereret på EPN.
 
Selv de mere kuriøse talhistorier kan bruges. Historien Villa nedsat fra 10 til 5 millioner handler om et konkret hus i Roskilde - som altså er halveret i pris. Igen er det EPN, som har historien.
 
Sagen er den, at for hvert nyt tal i ejendomsbranchen laves der en historie. Pointen er, at journalister elsker tal og statistik, og det kan du bruge i din PR:

  • Gør en indsats for at finde alle de relevante tal og statistikker, som kommer ud af din virksomhed og branche. Det kan være statistik på markedsandele, prisfald og -stigninger, regnskabstal, eksporttal, beskæftigelsestal - you name it.
  • Når du har alle tallene, skal du kigge på dem et for et. Hvad er det for en historie, det her tal fortæller? Er det historien om, at din branche skaber jobs i en situtation, hvor alle andre skærer ned? Eller historien om, at det er blevet billigere at købe bil / båd / fjernsyn?
  • Slutteligt skal din virksomhed passes ind i historien. Er I et eksempel på, hvordan det går i branchen? Eller er I den virksomhed, der gør det modsatte af alle andre? 

Når du har gjort det forberedende arbejde, er der sådan set bare tilbage at skrive en pressemeddelelse og tage kontakt til relevante medier. Samtidig kan du så glæde dig over, at tal og statistik har det med at komme igen. Så læg det i kalenderen, så du bliver mindet om, at nu kommer der pristal, eller eksporttal - og udnyt det så til hver gang at fortælle en historie i medierne om din virksomhed.


En kommentar RSS feed


  1. Brug tal – som boligbranchen « TaleGaver

    […] Dagens blog på PR for mindre virksomheder handler denne gang om brugen af tal. Pointen: Et tal er ofte en rigtig god baggrund for en god historie – og mæglerne, realkreditinstitutterne og andre spillere på boligmarkedet er dygtige til det. Det kan du lære af her. […]

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites