Februar og marts er højsæson for udarbejdelse af årsregnskaber. Når det gælder smv’ere ryger de fleste årsregnskaber ned i arkivet med det samme og ser aldrig dagens lys igen. Men årsregnskabet er faktisk en glimrende anledning til at komme ud med dine budskaber i medierne. Her er en skabelon for, hvordan du gør.
På baggrund af årsregnskabet og dine planer samt forventninger til 2010, skal du skrive en pressemeddelelse. Den skal bestå af tre dele:
- Et tilbageblik på 2009, hvor du beskriver de centrale nøgletal (omsætning, bundlinje, etc.). Lav eventuelt en sammenligning med tallene fra 2008.
- En beskrivelse af dine forventninger til 2010. Hvilke eventyr kaster din virksomhed sig ud i?
- Den ambitiøse virksomhed slutter sin pressemeddelelse af med også at sætte (procent)tal på forventningerne til regnskabet for 2010.
Når du skriver din pressemeddelelse, skal du have in mente, at tal i sig selv er kedelige – især, hvis de er negative. Derfor skal du gøre dig umage med at forholde til tallene. Hvorfor er omsætningen steget med 20 procent? Kan virksomheden gentage væksten i 2010? Skal der ansættes flere medarbejdere? Er fokus på Danmark eller på eksport?
Endvidere skal du være opmærksom på, at der bør være overensstemmelse mellem det, du har skrevet i ledelsesberetningen, og det, som du skriver i din pressemeddelelse. En klassisk fejl er, at man i ledelsesberetningen er overforsigtig, mens der i pressemeddelelsen går jubeloptimisme i den. En erhvervsjournalist kan (med god grund) finde på at forholde sig til en eventuel uoverensstemmelse.
Hvad nu hvis årsregnskabet gemmer på noget skidt, eksempelvis røde tal eller et markant fald i overskudsgraden? Luk selv trolden ud af æsken og sørg samtidig for, at du har svar på tiltale, altså en forklaring på, hvorfor det ikke er gået som forventet. Herved undgår du, at journalisten selv “opdager” dårligdommene og vinkler dem efter behag. Her kan man pt. sige “det er finanskrisens skyld”, men der skal alligevel nok en anelse mere til for at imponere de fleste erhvervsjournalister.
11. februar 2010 kl. 14:25
[…] Brug dit årsregnskab til at få spalteplads Det er regnskabssæson, og i stedet for blot at gemme årsregnskabet væk, kan du bruge det som nyhedskrog over for medierne. Denne uges indlæg på PR for mindre virksomheder handler om formidling af årsregnskaber. […]