I seneste indlæg blev der taget tog hul på et stort emne, nemlig målsætninger for og måling af PR. Efter Jacobs overordnede introduktion kommer her en guide til dig, der vil gøre det selv, men som ikke vil bruge oceaner af tid på det.
Målsætninger
Hvad pokker vil du med PR? Hvis du ikke kan svare på det, skal du helt holde dig fra at lave PR, for PR uden målsætninger er slet og ret meningsløst. Dine målsætninger med PR skal forholde sig til følgende proces i fire trin:
1. Hvad er min virksomheds forretningsstrategi?
2. Hvem er mine vigtigste interessenter og hvorfor? Udvælg en eller to.
3. På baggrund af punkt 1 og 2: Hvad vil jeg gerne have, at mine vigtigste interessenter skal vide om min virksomhed? Formulér tre hovedbudskaber.
4. Find de fem mest relevante medier, som når ud til dine vigtigste interessenter.
Nu skulle du gerne have et overblik over, hvordan PR skal understøtte din forretning, og igennem hvilke medier du skal ud med dine hovedbudskaber for at nå dine vigtigste interessenter.
Måling
Måling af PR foregår over tid, typisk hvert halve eller hele år, og måling bliver først rigtig informativt, når du har opbygget et sammenligningsgrundlag. Min anbefaling er, at din måling er både kvantitativ og kvalitativ.
Kvantitativ måling:
1. Mængden af artikler
2. Antal læsere/lyttere/seere, som potentielt bliver eksponeret for artiklerne
Kvalitativ måling:
1. Hvor mange af dine hovedbudskaber kommer til udtryk i din omtale?
2. Finder omtalen sted i de mest relevante medier?
3. Er omtalen positiv, negativ eller neutral?
Disse fem måleparametre kan detaljeres i en uendelighed, eksempelvis er det oplagt i forbindelse med det kvantitative at inddele omtalen i medietyper. Hvis du ønsker at forøge detaljeringsgraden væsentligt, er mit råd, at du betaler nogle analyseproffer for at gøre det. Så kan du fokusere på at få dine budskaber ud og understøtte din forretning, for det er stadig det vigtigste.
15. januar 2010 kl. 10:44
[…] Guide: Sådan måler du på dit PR-arbejde Denne uges indlæg på EVB er en guide til quick ‘n’ dirty måling af dit PR-arbejde. Du kan læse den her […]