I virkeligheden kunne du godt tænke dig, at medierne skrev om dit produkt, at det er bedre end konkurrentens, at jeres service er den bedste, og at jeres fiansielle beredskab er det stærkeste.
Jeg tror da også, at mange af os, der arbejder professionelt med PR, ind imellem er blevet bedt om at skrive en pressemeddelse over det tema.
- Men det virker ikke – af to grunde:
Først og fremmest gider journalister ikke skrive artikler, som uden dokumentation påstår et eller andet. Så sådan en historie kommer aldrig i avisen. Og hvis den gør, løber den ind i den anden grund - Vi – læserne – gider ikke læse den slags historier
Heldigvis er der veje udenom problemet. Du skal nemlig vise det i stedet for at fortælle det.
Artiklen ”Nu kommer vejlederne” fra ErhvervsBladet.dk er et godt eksempel på, hvad man kan gøre.
Jeg gætter på, at Dansk Byggeri gerne vil forælle, at de uddanner energivejledere, og at de er helt utroligt dygtige. Men den historie er kedelig og ligegyldig.
Derfor krydrer Dansk Byggeri historien med tal. 19 energivejledere er allerede uddannede, og om nogle måneder vil flere hundrede være det. Lige pludselig er historien en nyhed – den er aktuel.
Derudover linker Dansk Byggeri historien sammen med en trend – klima og energibesparelser. Dermed bliver historien lige pludselig væsentlig for andre end bygningshåndværkere og interesseorganisationen selv.
Slutteligt bringer historien en case, nemlig en af dem, der har gennemført uddannelsen. Det sætter et ansigt på historien, og vi har langt nemmere ved at identificere os med den.
Læren er; hvis du skal gøre din historie interessant for medierne, skal du vise det, du vil sige – ikke bare sige det. Det kan gøres på mange måder, men statistik, trends og case-historier er altid sikre modeller.
17. december 2009 kl. 08:26
[…] Denne uges blog på ErhvervsBladet.dk handler om, at du skal vise dine meritter i pressemeddelelser – ikke bare påstå. Se den her. […]