Eller hvis din virksomhed står over for en fyringsrunde, vil de fleste virksomhedsledere foretrække at holde det for sig selv. Man vil jo helst kun fortælle de positive historier om virksomheden.
Men sådan hænger verden desværre ikke altid sammen. Hvis din historie ellers er en nyhed, er medierne ligeglade med, om den er positiv eller negativ. Sådan groft sagt er en nyhed en nyhed.
Men hvad gør man så rent kommunikationsmæssigt, hvis man har en negativ historie om virksomheden. Rent mediemæssigt afhænger det først og fremmest af risikoen for, at et medie af sig selv vil opsøge historien. Hvis denne risiko er relativt lille (det vil altid bero på en vurdering), skal man udarbejde et Q&A og holde sin mund.
Et Q&A (Questions & Answers) er et arbejdspapir, hvor man selv opstiller en række kritiske spørgsmål og efterfølgende giver svar på tiltale. Det kan så ligge øverst i skuffen, indtil en journalist ringer og stiller spørgsmål vedrørende regnskabet, antal medarbejdere, eller hvad problemet nu måtte være. Sørg altid for at svare så konstruktivt som muligt på de kritiske spørgsmål i Q&A’et. Et Q&A svarer lidt til en forsikring. Den er god at have, men man håber, at man aldrig får brug for den.
Hvis risikoen derimod er ret stor for, at et medie vil interessere sig for den negative historie, kan man ikke nøjes med et Q&A. Her er den bedste medicin altid, at man selv går ud og fortæller omverdenen, at regnskabet er skuffende, eller at man ser sig nødsaget til at fyre hver femte medarbejder.
Grunden til, at man selv skal fortælle den negative historie, er, at man på den måde får mest mulig indflydelse på, hvordan historien bliver fortalt. Der er nemlig stor forskel på, om en journalist ringer på baggrund af sin egen research eller på baggrund af en pressemeddelelse, som du har sendt til vedkommende. I din pressemeddelelse har du nemlig gjort dig meget umage med at forklare, hvorfor det ser lidt skidt ud for tiden, og du har måske også forklaret, at der er lys for enden af tunnelen.
Hermed to måder, hvorpå du kan håndtere det negative, hvis du nogensinde skulle få brug for det. MEN bliver det bare en anelse kompliceret, er mit råd, at du ringer til en professionel konsulent, der er vant til at håndtere den form for kommunikation.
19. november 2009 kl. 15:07
[…] To tilgange til krisestyring Det er heldigvis ikke så tit, at smv’ere får brug for det, men skulle “uheldet” være ude, har vi skrevet en kort introduktion til to former for krisestyring. Den, hvor du kan nøjes med et Q&A, og den, hvor du er nødt til selv at bære historien til medierne for at bevare mest mulig kontrol over vinklingen og budskaberne. Du kan læse den seneste blog på PR for mindre virksomheder her […]