Jeg elsker iværksættere.
Man får selv en masse energi, når man taler med én, der med gå-på-mod i øjnene fortæller om sin ide, sit nye produkt og marked. Derfor elsker jeg iværksættere.
I går var min medblogger, Klaus Risom, og jeg på Handelshøjskolen og tale med 30 iværksættere om, hvordan de kan bruge PR til at gøre deres virksomheder synlige. På Copenhagen School of Entrepreneurship samler de nemlig studerende, som ønsker at starte egen virksomhed, mens de læser. Det er en åbenlys god ide.
Og det bekræftede både Klaus og jeg i, at vi – også som professionelle PR-folk – elsker iværksættere.
Iværksættere har nemlig det, der skal til for at lave god PR. De har den gode historie og en ufattelig lyst til at få den ud over rampen.
Godt PR-arbejde kræver tre ting:
- Man skal finde historien i sin virksomhed,
- Man skal formulere historien, så den bliver interessant for en journalist eller et medie og
- Man skal kontakte journalisten eller mediet
Historien har iværksætterne som regel. Medierne lever af nyheder, og iværksætterne er netop i gang med noget nyt.
Den helt store udfordring for dem ligger i at gøre historien interessant for medierne. Men det er nu heller ikke så vanskeligt. Iværksætterne skal bare vide, at medierne skriver historier, som er:
- Aktuelle: Medierne skriver om ting, der sker lige nu og her. Iværksætteren skal sørge for, at hans historie har et element af ”nu”. Nu går vi ind på det svenske marked. Nu har virksomheden fået en investor.
- Væsentlige: Medierne skriver historier, som er væsentlige for den målgruppe, som læser avisen. Erhvervsbladet skriver historier, som betyder noget for små og mellemstore virksomheder. Iværksætteren skal sætte sig selv i læseren sted og tænke: ”Gad jeg læse det her, hvis det ikke handlede om mig?”
- Til at identificere sig med: De bedste historier i medierne rammer læserne i maven. Man tænker: ”Godt det ikke er mig.” Eller: ”Bare det var mig.” Derfor skal iværksætteren igen tænke på læseren af mediet. Kan han identificere sig med den her historie?
Når iværksætteren har sådan en historie er det bare at gribe telefonen eller tastsaturet og kontakte journalisten. Igen er mange iværksættere på hjemmebane. Deres energi og engagement lyser ud af dem, og vi kan godt lide mennesker med engagement. Det gælder også for journalister, som heldigvis også er mennesker.
Jeg elsker iværksættere.
29. oktober 2009 kl. 14:08
[…] Læs mere på vores blog på Erhvervsbladet. […]