Jeg har et mantra: Der skal være sammenhæng mellem en virksomheds forretning, og den PR jeg udfører for den. Ellers er det simpelthen spild af tid og ressourcer. Fint nok, at du hyrer en sjov standupper til sommerfesten, men der er ingen grund til at prioritere det i hverken nyhedsbrevet eller pressearbejdet. Det bliver ofte tolket som om, at PR’en skal være direkte salgsunderstøttende. Det kan PR være, men det kan også understøtte virksomhedens forretning på rigtig mange andre måder. Her kommer tre eksempler.
Medarbejderpleje og rekruttering
Selvom eksempelvis dit pressearbejde næsten altid er henvendt til en ekstern målgruppe, kan du være helt sikker på, at dine medarbejdere følger nøje med i, hvad der bliver sagt og skrevet om virksomheden i medierne. Det er ganske enkelt fedt at arbejde i en medieomtalt virksomhed. På grund af den store interne interesse for omtalen, kan ledelsen også bruge pressearbejdet til indirekte at kommunikere med medarbejderne, eksempelvis rose dem for deres indsats i forbindelse med årsregnskabet.
Samtidig spiller medieomtale også en vigtig rolle i tiltrækningen af den rette arbejdskraft til en virksomhed. Langt de fleste googler virksomheder, før de enten søger en stilling eller lade sig overtale af en headhunter.
Samarbejdspartnere
Især inden for B2B-segmentet kan du ved at optræde hyppigt i erhvervsmedierne gøre dig attraktiv som samarbejdspartner, det være som leverandør, underleverandør eller joint venture. Derfor skal du nøje overveje, hvordan din optræden og dine udtalelser i medierne skal tage sig ud. Er du den risikovillige investor, den bundlinjeorienterede købmand eller måske noget helt tredje? Og vælg kun én stil, for det er skizofrent og utroværdigt at shoppe rundt imellem dem.
Ejerskifte
Er du på opkøbstogt blandt konkurrenterne, eller er du ude på at afhænde dit livsværk? Så kan det være en god ide at bringe budskabet ud i forbindelse med en (journalistisk) god historie i erhvervsmedierne. Virksomheder bliver ofte noget billigere, hvis man får dem tilbudt, og du får ligeledes en bedre pris for dit livsværk, hvis nogen kommer og spørger, om de må få lov til at købe den.
Og en virksomhed behøver jo ikke at være ret stor, før det kan vise sig at blive en særdeles lukrativ forretning.
22. oktober 2009 kl. 10:55
[…] Men det er ikke ensbetydende med, at det altid handler direkte om mersalg. På vores blog for ErhvervsBladet.dk har vi skrevet et indlæg om dette. Du kan læse den her […]