PR handler i bund og grund om at finde nogle gode historier og formidle dem videre til sine interessenter – og det uanset om det sker gennem medierne, nyhedsbreve, blogs eller en helt fjerde kommunikationskanal. Men hvordan finder man så disse historier? Her kommer fem forslag til, hvor du kan lede. 

1. Begivenheder i virksomheden: Det kan være årsregnskab, udnævnelser og ansættelser, åbning af nyt kontor eller forøgelse af produktionskapacitet, ejerskifte og fusion eller indgåelse af nyt samarbejde. Hvis det kan lade sig gøre, vil det altid være at foretrække, hvis begivenheder i virksomheden sættes i en ekstern sammenhæng. Hvis din virksomhed kan fremvise vækst i årsregnskabet, betyder det måske også, at der er flere arbejdspladser på vej i lokalområdet. 

2. Markedet/branchen: Din virksomhed er som minimum medlem af en brancheforening og en arbejdsgiverforening. For at retfærdiggøre deres eksistens (nu er jeg meget hård) spytter de en masse statistik og analyser ud om, hvad der sker i branchen og i markedet. Ejendomsmæglerne er eksperter i denne type PR. Findes der er en dag uden en ny tendens i boligmarkedet? 

3. How to-historier: Giv dit publikum nogle gode råd om, hvad de skal gøre. Denne type historier er ofte meget populære hos medierne, men er også meget anvendelig i forbindelse med nyhedsbreve og blogs. Nærværende indlæg og PR for mindre virksomheder generelt er baseret på how to-historier. 

4. Sæson: For mange virksomheder gælder det, at der er bestemte tidspunkter af året, hvor deres ydelser er særlig relevante, fordi sæsonen dikterer det. Hvis du lever af at sælge skoletasker, er den årlige skolestart et sådant tidspunkt. I sommers skrev vi et indlæg om denne type historier: Skal din virksomhed have sommeromtale?

5. Eksterne begivenheder: Begivenheder i samfundet kan lige pludselig gøre din virksomhed og dens ydelser interessante, eller du kan positionere din virksomhed i forhold til begivenheder, som er på vej. Eksempelvis IOC’s nylige kongres i København og FN’s klimakonference i december. Du skal dog være opmærksom på, at der altid er mange om buddet ved sådanne begivenheder.


En kommentar RSS feed


  1. 5 veje til den gode historie « TaleGaver

    […] 5 veje til den gode historie På PR for mindre virksomheder har vi i dag et indlæg om, hvor du skal lede efter de gode historier, som du kan bruge som afsæt for din PR: […]

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites