Ind imellem bliver jeg spurgt om hjælp, når mindre virksomheder skal vælge PR-bureau. Jeg har arbejdet både på bureau og som PR-ansvarlig, så jeg føler mig godt klædt på til at give råd. Det er da også utroligt vigtigt, at der er et godt match mellem ens egen virksomhed og PR-bureauet. Ellers kan man bruge utroligt mange penge uden at få noget ud af det.
Det handler om, at man skal stille sig selv og bureauet nogle spørgsmål:
• Hvad vil jeg opnå med PR?
• Hvilken type PR går jeg efter?
• Hvad er mit budget
• Skal det være et specialist- eller et generalistbureau?
• Hvem kommer til at lave min PR?
I et par blog-indlæg de kommende uger, kommer vi rundt om alle spørgsmålene. Men lad os starte med det vigtigste: Hvad vil jeg opnå med PR?
Du skal altså – allerede før du taler med bureauet – gøre op med dig selv, hvad du vil opnå med PR-indsatsen. Der er stor forskel på, om man vil være kendt i en fart, og om man vil arbejde langsigtet med at ændre omverdenens opfattelse af ens virksomhed.
En mindre virksomhed har typisk et af følgende mål med deres PR-indsats:
• Vi vil gerne sælge flere af vores produkter
• Vi vil gerne blive kendte som en veldreven virksomhed med et spændende marked, så vi på sigt kan sælge virksomheden eller tiltrække investorer.
• Vi vil gerne være kendt som en spændende virksomhed, så vi kan tiltrække dygtige medarbejdere
Du kan godt se, at valget af historier og medier skal være nogle andre, hvis målet er mere salg i modsætning til, hvis man gerne vil have et godt image blandt investorer. Langt de fleste PR-bureauer vil være i stand til at få de fleste virksomheder omtalt. Men for dig er det jo vigtigt, at omtalen fører dig frem til dine mål.
Derfor skal du altid fortælle PR-bureauet, hvad målet er. Og når de kommer med deres oplæg, skal de kunne argumentere for, hvorfor det her er den bedste måde at nå dem på.
Hvis de ikke kan det, skal du bare finde et andet bureau. Der er heldigvis masser at vælge imellem.
13. august 2009 kl. 08:52
[…] Find et PR-bureau (1. del) […]
3. september 2009 kl. 17:19
[…] Find et PR-bureau (1. del) […]