”Er der en god historie her?” Det er det første, en journalist tænker på, når han ser din pressemeddelelse. Derfor er historien det vigtigste, når du vil skabe opmærksomhed om din virksomhed, dit produkt eller den branche, du arbejder i. 

Der er mange måder at arbejde med den gode historie på. Her vil vi tage udgangspunkt i journalistens univers, nemlig de fem nyhedskriterier: Aktualitet, sensation, konflikt, væsentlighed og identifikation. Enhver god historie skal indeholde minimum to af nyhedskriterierne for at have en chance hos en journalist. 

Aktualitet Din historie skal fortælle noget, der foregår her og nu. Faktisk er det allerbedst, hvis det først sker i morgen. Hvad der skete for tre måneder siden, er sjældent særligt interessant for en journalist og dennes læsere. Historien skal være en nyhed. 

Sensation Det uventede, det mærkelige eller det skandaløse. Inden for erhvervsjournalistik støder man typisk på sensationskriteriet i højsæsonen for årsregnskaber, hvis virksomheder enten præsterer over eller under det forventede. Bestikkelsessager som i forbindelse med ”Olie-for-mad” programmet hører også under denne kategori. 

Konflikt Stridighed og uoverensstemmelser i almindelighed er godt stof. Det er vi som publikum nemlig helt vilde med, og det giver en god dynamik i anvendelsen af kilder. Mens konflikt ofte begejstrer journalisten, skal man som virksomhed være meget varsom med at bruge konflikt til at komme i medierne. Hyr en professionel rådgiver, hvis konflikt er under opsejling. 

Væsentlighed Dækker over, hvor betydningsfuld din historie er for andre i den målgruppe, som mediet henvender sig til. Journalisten vil jo gerne skrive artikler, der er vedkommende for så mange læsere som muligt. Erhvervsbladets fokus på annoncehajer de seneste år er et godt eksempel. 

Identifikation ”Gid det var mig” eller ”godt det ikke er mig”. Hvis vi kan relatere til det, der fortælles om i artiklen, finder vi den ofte også mere interessant. Tabloid- og sladderpressen bruger identifikation i næsten alt, hvad de skriver om. Det findes også inden for erhvervsjournalistikken, hvor et godt eksempel er erhvervsmands- eller virksomhedsportrættet. 

Her til slut skal det lige nævnes, at der altid er stor inspiration at hente i relevante erhvervsmedier såsom Erhvervsbladet, Berlingske Tidende, Børsen og Jyllands-Posten. Om ikke andet kan det være med til at give et indtryk af, hvilke historier de interesserer sig for.


2 kommentarer RSS feed


  1. Første indlæg for Erhvervsbladet « TaleGaver

    […] Her er det første indlæg: Den gode historie er grundstenen […]

  2. PR for mindre virksomheder » Blogarkiv » Sælg mere med PR

    […] Den gode historie er grundstenen Arkiver […]

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites